LGBT Asylum modtager Årets Laks 2020

LGBT+ Danmarks hæderspris til personer og organisationer som kæmper for bedre rettigheder for LGBT+ personer, går i år til LGBT Asylum. Prisen bliver givet for organisationens bemærkelsesværdige arbejde for at hjælpe LGBT+ flygtninge med at navigere i det danske asylsystem og med at opbygge et socialt netværk her i Danmark.

Årets Laks er en pris som LGBT+ Danmark har uddelt i forbindelse med Copenhagen Pride siden 2003. Prisen er en hyldest til og en anerkendelse af det arbejde, der bliver gjort for at skabe en bedre, mere inkluderende og retfærdig verden for LGBT+ personer 

En af de mest oversete grupper i samfundet

Med tildelingen af Årets Laks anerkender LGBT+ Danmark det store ansvar og arbejde LGBT Asylum påtager sig for personer, der befinder sig i en ekstremt svær situationLGBT+ flygtninge er en af de mest oversete grupper i samfundet. En udvisning kan for LGBT+ asylansøgerne betyde forfølgelse, fængsling eller i værste fald, at de bliver slået ihjel, alene på baggrund af kønsidentitet eller seksualitet.  

Det danske asylsystem er langt fra LGBT+ kompetent, men LGBT Asylums frivillige er altid klar til at hjælpe LGBT+ asylansøgerne med rådgivning og hjælp til at køre deres sag. Samtidig skaber LGBT Asylum et særligt rum for sociale aktiviteter og skabelse af netværk langt væk fra den utrygge hverdag på Danmarks asylcentre. 

Med den nye hjemsendelsesstyrelse og de politiske vinde vi oplever i dag, mener vi i LGBT+ Danmark at forholdene for asylansøgere i Danmark generelt er under al kritik. Særligt for LGBT+ personer. Ude på landets asylcentre sidder der mange der bryder med normer for køn og seksualitet. De skal både kæmpe med det danske asylsystem som alle andre asylansøgere og samtidig bevise hvorfor deres seksualitet og/eller kønsidentitet gør dem sårbare nok til at få asyl.”  

– Susanne Branner Jespersen, Sekretariatschef i LGBT+ Danmark. 

En tid med forringelser af LGBT+ personers rettigheder

Netop under Copenhagen Pride Weeksom på mange måder markerer den mangfoldighed og synlighed LGBT+ personer har opnået, er det vigtigt at huske på ikke at tage LGBT+ personers trivsel for givet – og at det ikke kun går fremad for LGBT+ personers rettigheder herhjemme:  

“Når vi fejrer Pride, må vi huske, at vi lever i en tid medforringelser af LGBT+ personers rettigheder. Vi oplever i LGBT Asylum, at det de seneste år er blevet sværere at få asyl i Danmark som LGBT+ person. Og vi oplever, at rettighederne for LGBT+ flygtninge, der har fået asyl i Danmark, forringes. Det er det såkaldte ’paradigmeskifte’ og det øgede fokus på midlertidighed for flygtninges ophold et eksempel på. Derfor er fællesskaber, anerkendelse og støtte mere vigtigt for os – for vores organisation og vores målgruppe – end nogensinde.” 

– Yanaba Mompremier Rymark SankohSekretariatsleder i LGBT Asylum 

LGBT Asylum bidrager med uvurderlig hjælp til at klare den proces det er at være særligt udsat asylansøger, og det er grunden til, at LGBT+ Danmark i dag hædrer LGBT Asylum med Årets Laks. Prisen går til alle de frivillige, til LGBT+-asylansøgerne og er et symbol på, at LGBT+-miljøet står sammen. LGBT+ Danmark ønsker at være en allieret og bistå med støtte i de politiske kampe, LGBT Asylum kommer til at kæmpe de kommende år.