Kronik trykt i Politiken den 6. oktober 2019

Dit hensyn kan gøre en verden til forskel for mange af os.

LGBT+ bevægelsens projekt handler om reelle og meget konkrete udfordringer. Og i dét lys er det meget lidt at bede om at blive tiltalt, som man ønsker. Og der er også plads til dig.

Vi er ikke ude på at tvinge nogen til noget. Det er ikke vores projekt at diktere hvordan andre skal tænke, opfatte verden eller kommunikere på, som Henrik Frank Pitzner-Frydendahl beklager sig over i Information den 25. september. Det er heller ikke vores ærinde at man skal være krænket eller venstreorienteret som optagelseskriterier for at være med i LGBT Danmark, som Clara Wilstrup-Nielsen spørge om i Berlingske den 22. september. Og lige så lidt som vi bryder os om at blive påduttet identitetsmarkører af andre, lige så lidt har vi lyst til at pådutte andre dem, som Sebastian Dorset frabeder sig i Point of View den 16. september. Og nej, vi er ikke ude i et ideologisk renhedsprojekt, hvor vi som forening stiler efter at producere en hær af normkritiske unge, der går ud og banker folk i hovedet med identitetspolitik, som adskillige journalister fra Information, Berlingske og Weekendavisen har stillet ”kritiske” spørgsmål om hen over de sidste par måneder til LGBT Danmarks nye ledelse.

Den offentlige debat omkring køn og identitet er taget til i dette begyndende efterår. Det kan vi kun byde velkomment. Men vi kan ikke stå på må mål for mange af de læsninger og fortolkninger af vores projekt, formål og visioner, der i denne forbindelse dukker op.

LGBT Danmark er en landsforening for mennesker, der bryder med normer for køn og seksualitet. Udviklingen går stærkt i de her år, så vores undernavn, der er ”Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner” er ikke længere fuldt dækkende. Det har vi heddet siden 2009, men tiden har allerede overhalet selv os. Her i 2019 arbejder vi for personer, der identificerer sig indenfor et langt større spektrum af kategorier, der afspejler vores medlemmers virkelighed. Herunder nogle, der er non-binære (dvs. definerer sig helt eller delvist som andet end mand og kvinde), panseksuelle (personer med non-binær kønsforståelse, der er seksuelt tiltrukket af personer uanset disses kønsidentitet), og mange, mange flere, som man selv kan gå ind og læse om i vores ordbog og begrebsliste på vores hjemmeside, hvis man er interesseret i at udvide sin horisont på det kønspolitiske område.

Tager man i betragtning, at man selv indenfor vores egne rækker først i 2002 bød biseksuelle velkomne indenfor i foreningens politiske program, og først så sent som i 2008 inkluderede transpersoner, kan det ikke undre, at mange af identifikationsmulighederne og begreberne og det, der opfattes som et nyt sprog, er svært at følge med i for den, der aldrig har måttet opleve at støde sig på normerne. Selv internt er der jo forskellige fortolkninger og forståelser, og det kan ofte blive følelsesladet, når man diskuterer noget så personligt som køn og seksualitet. Listen over identifikationskategorier er lang og i princippet uendelig, og jeg skal være den første til at indrømme, at der blandt LGBT+ personer er mange og ofte modstridende holdninger til hvem, der må sige hvad, om både hvad, hvem og hvordan.

Men dét, der samler os, er, at vi alle sammen bryder med gængse normer for køn og seksualitet. Vi har alle oplevet, at dét, som andre anså for normen i forhold til køn, kønsudtryk, kønskarakteristika og/eller seksuel og romantisk orientering, ikke gjaldt for os, og at vi måtte finde vores egen vej i forhold til det store spørgsmål, som alle mennesker må stille sig: Hvem er jeg?

Og på den vej bliver vi mødt med varierende grader af forståelse, rummelighed, anerkendelse, imødekommenhed, intolerance, udelukkelse – reaktioner, der spænder fra fuld anerkendelse over mild tolerance og stiltiende accept til fordømmelse. Men jeg tror ikke at der er nogen af os, der har levet et fuldt liv med bare anerkendelse. Og det er derfor, at vi som gruppe betragtet kæmper med højere mistrivsel, mere ensomhed, dårligere helbred og lavere selvværd. Lige så lidt som at alle ciskønnede nødvendigvis skal gå rundt og føle sig privilegerede, lige så lidt er det os alle, der kæmper med disse udfordringer, men vi gør det som gruppe betragtet.
Levevilkårsundersøgelser viser at LGBT+ personer oplever flere udfordringer end andre i forhold til sundhed, livskvalitet og trivsel. Andelen af selvmordsforsøg er 4 gange højere i vores målgruppe sammenlignet med den øvrige danske befolkning. LGBT+ personer er oftere uønsket alene, og særligt biseksuelle og transpersoner har sjældnere kontakt til deres familie end resten af befolkningen. Det er ikke overraskende, at forholdene er forskellige for vores målgrupper. Omkring hver femte transperson er med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens definitioner i stor risiko for depression eller stressbelastning. Til sammenligning gælder dette 14 % blandt biseksuelle, 11 % blandt lesbiske og 5 % blandt bøsser. Nydanske LGBT+ personer skjuler i højere grad end andre LGBT+ personer i Danmark deres kønsidentitet og seksuelle orientering, og oplever i højere grad diskrimination. Der er ingen undersøgelser lavet af hvordan det forholder sig for LGBT+ personer, der også lever med et handicap, men undersøgelser fra udlandet peger på at jo flere minoritetsstatusser en person har, jo mere stress lever personen også med i hverdagen. Det er derfor, vi bestræber os på at arbejde normkritisk og intersektionelt – det vil sige: At vi som organisation og bevægelse må udfordre de normer, der gør os mere udsatte end resten af befolkningen og samtidig medtænke faktorer på tværs af kategoriseringer, der kan gøre en person mere eller mindre udsat.
LGBT Danmarks projekt, formål og visioner handler om at skabe bedre muligheder og større trivsel – både fysisk og psykisk – for vores målgrupper. Det handler om at udvide rummeligheden i hele samfundet for hvad det vil sige, at være menneske. Helt konkret vil det sige, at vi kæmper for at de to mænd, der er blevet fædre sammen, også kan få anerkendt deres familie. Det kan de ikke i dag. Vi kæmper for at det barn, der kommer til verden med en mor og to fædre, eller to mødre og en far, eller to mødre og to fædre, også får ret til at disse forældre bliver anerkendt som dets juridiske forældre. Det får det ikke i dag. Og man mødes i øvrigt af et system i vuggestuer, børnehaver, skole, fritidshjem og klub, der konsekvent registrerer som mor/far på blanketter og online kommunikationsplatforme. Vi mødes altså som familier konstant og på daglig basis af et system, der ofte ignorerer at vi findes.

Det vil også sige, at vi kæmper for at det barn, der ikke identificerer sig med det køn, det blev tildelt ved fødslen, med dets forældres opbakning kan få lov at skifte juridisk køn. Det vil sige, at det kan få lov at få et nyt navn og et nyt CPR-nummer, så det ikke konstant skal forklare sig overfor læger, sundhedspersonale, paskontrollører og andre myndighedspersoner, der ofte åbenlyst undrer sig over at der ikke er overensstemmelse mellem barnets fremtoning og dets officielle papirer. Transkønnede børn kan nemlig ikke få lov til at skifte juridisk køn i dag. Allerhelst så vi, at man i Danmark afskaffede det kønnede CPR-nummer fuldstændigt for fremtidige generationer.

Vi kæmper for at transkønnede får ret til behandlingsgaranti i det danske sundhedsvæsen. I stedet for i dag, hvor de henvises til årelange ventelister på kønsbekræftende operationer, der forlænger en tilstand af ofte direkte sundhedsskadelig kønsdysfori.

Det betyder også, at vi kæmper for at mennesker, der arbejder med mennesker, bliver klædt bedre på til at forstå og vide mere om vores målgrupper. Variationen af menneskeliv er uendelig, og pædagoger, lærere, sundhedspersonale, SOSU-assistenter og socialrådgivere møder mennesker hver dag og hele tiden. Det er i mange af disse møder, at vi oplever at blive fremmedgjort, usynliggjort, nedgjort og dermed ikke mødt og rummet. Vi oplever heldigvis også det modsatte – fordi mange af disse mennesker af egen drift har været nysgerrige på vores målgrupper. Men det er ikke i Danmark et krav, at du, når du uddannes til at varetage omsorgsfunktioner for andre mennesker, forventes at vide noget som helst om LGBT+ personer. På trods af at undersøgelser viser, at LGBT+ personer udgør 7-10% af enhver befolkning. Gå ned på din lokale folkeskole – så svarer det til at der sidder 1-2 elev i hver skoleklasse.

Og når jeg bruger ordet kæmper her, så er det fordi, det for os ER en kamp. Vi kæmper, fordi vi på trods af en finanslovsbevilling, som vi er glade for, ikke har råd til at ansætte nok mennesker til at varetage alle de opgaver, som det er nødvendigt bliver løftet for at fremme reel anerkendelse og ligestilling af LGBT+ personer i Danmark. Vi får lige nu 1,5 millioner kroner om året, som omsat til årsværk og ansættelser svarer til 2 personer, husleje og lidt basale driftsomkostninger. Politikerne forventer et kvalificeret modspil og indspark fra os som interesseorganisation. Andre LGBT+ organisationer forventer at vi løfter ovennævnte dagsordener både politisk, socialt, kulturelt og gerne også med økonomiske støtte til lokalforeninger rundt omkring i landet. Vi forventer af os selv, at vi skal kunne udbyde kvalificerede, relevante tilbud til vores målgrupper – uanset hvor i landet de befinder sig. Vi vil gerne tilbyde psykosocial rådgivning i hele landet til LGBT+ personer, der er kommet i klemme og har brug for emotionel støtte. Vi vil gerne danne, udvikle og understøtte lokale netværksgrupper, hvor man kan mødes og finde sikre rum til at udveksle erfaringer, danne venskaber og være blandt andre, der også bryder med normerne for køn og seksualitet. Vi vil gerne arbejde med skoler i hele landet, så de kan blive klædt på til at rumme de 7-10% af børn i deres institutioner, som lige nu har svært ved at se sig selv afspejlet i undervisningsmaterialer og seksualundervisning. Vi får masser af henvendelser, og har ikke kapacitet til at imødekomme dem alle sammen. Vi fundraiser selvfølgelig også til de projekter, vi gerne vil lave, og har i stigende grad dygtiggjort os på dette felt – men forventningerne står stadig ikke mål med de tildelte ressourcer. Eller med det behov, der står og råber os ind i hovedet. 4 gange så mange selvmordsforsøg som i resten af befolkningen.

Og i dét lys, så er det en meget lille ting at bede om, at man kan blive kaldt ved det personlige pronomen, man selv foretrækker. Eller at en institutleder på universitetet anmoder sine ansatte om at overveje, om de vil sige ”velkommen, alle jer” i stedet for ”velkommen, damer og herrer” (og i øvrigt TAK for det, Mette Sandbye). Fordi det for den enkelte måske betyder, at det er første gang, at vedkommende føler sig reelt inkluderet i et fællesskab, der ellers antager, at alt er delt op i mand og kvinde.

Vi har det liv, vi lever med os selv og hinanden. Her vil alle gerne mødes med ligeværd. Med en oplevelse af, at det menneske du er, er lige så værdifuldt og har lige så meget ret til at være her, som alle andre. Dét er vores grundsten. Står der et andet menneske overfor mig og siger ”Jeg hedder Storm, og når du omtaler mig i tredje person, så vil jeg gerne omtales som de eller dem”, så er det for mig nok til, at det vil jeg gøre. Jeg behøver ikke påbegynde en diskussion om det grammatiske aspekt af at omtale en person i flertal, eller at det minder mig om tidligere tiders høflige tiltaleform De/Dem, eller begynde at hive (i øvrigt forældede) biologiske argumenter frem om hanner og hunner og reproduktion. Jeg ser det menneske, der står foran mig, og jeg møder det i respekt.

Meget af det, der for mig bliver ærgerligt i debatten, er tendensen til at man ”går med stemplerne forrest”. Én af standardreaktionerne synes at være – ”hov, dét der gør mig utilpas – så må jeg hellere kalde nogle andre for nogle idioter. Hold kæft, hvor er de åndssvage”. I stedet for at være nysgerrig på den andens levede liv og tænke ”hov, det der forstår jeg ikke (og jeg bliver faktisk også noget utryg) – lad mig nærme mig det, og finde ud af hvordan det ser ud derovrefra – det, som jeg ikke kender.” Undersøge den andens udgangspunkt. Hvad vil det sige at være non-binær? Hvordan kan man mene, at køn er flydende og ikke bare det, der er mand og kvinde?

Fra debatterne har jeg en oplevelse af, at man føler sig truet eller provokeret over, at noget er anderledes, end dét man selv lige gik og mente, at det var. Og at man føler sig angrebet på sin ret til at være den, man selv er. At man tror, at vi – ved at foreslå og til tider insistere på nye tiltaleformer og kønsopfattelser – fratager folk deres egen definitionsret. At man ikke længere må sige at man er mand. Eller kvinde. I virkeligheden handler vores projekt om at udvide rummeligheden for os alle sammen. Også til at man kan være mand og kvinde på lige præcis dén måde, man gerne vil være dét på.

Der har altid været mennesker, der definerede sig udenfor den binære kønsopfattelse. Til alle tider og i alle folkeslag – det findes der utallige eksempler på. Der har været forskel på i hvor høj grad disse er blevet forfulgt, diskrimineret, accepteret eller anerkendt. LGBT Danmark arbejder for fuld anerkendelse og ligestilling; kulturelt, socialt, juridisk og politisk. Vi arbejder for at udvide rummeligheden i det danske samfund. Vi er ikke ude på at tvinge folk til noget. Men vi vil insistere på vores ret til at være her. På lige fod med alle andre og i gensidig respekt. Og meget gerne i samarbejde med alle andre.

Susanne Branner Jespersen